tirsdag den 4. december 2012

Lækre julekugler med dadler





Så er det blevet December og det er lig med hygge inde i varmen med julens mange lækkerier. Dette betyder også, at man måske hurtigt kan få spist en masse lidt for usunde ting. Derfor  har lavet nogle lækre lidt sundere julekugler, som ikke indeholder smør, men som dog indeholder noget sukker i form af dadlerne og en smule rørsukker. Dette gør, at man kan hygge med noget lidt mindre syndigt end klejner og æbleskiver og hvad julen ellers byder på af lækre sager.   

Ingredienser: 
  • 160 g dadler
  • 35 g hasselnødder
  • 20 g mandler
  • 4 spsk finvalset havregryn
  • 1 tsk rørsukker
  • 5 tsk kakao
  • saft fra en appelsin  
  • Lidt espressokaffe ( alt efter om man kan lide kaffesmagen)
  • kokos til at rulle i. 

Fremgangsmåde
Blend/hak nøderne med dadlerne. Jeg brugte en minihakker og den kunne godt klare arbejdet. Det er forskelligt hvor fedtede ens dadler er, så maskinen kan godt komme på overarbejde hvis det er for fedtet. Hvis det sker, må man mase dadlerne i en skål. Dadel/nødde-masse hældes op i en skål hvor resten af ingredienserne blandes i. Massen skal være sådan, så man kan trille kugler af den. Man kan justere fugtigheden i massen ved at hælde mere appelsinsaft eller espresso i. Kuglerne rulles i kokos, og de færdige kugler sættes på køl, for så bliver de rigtig gode når de er lidt kolde.  






Kuglerne er virkelig lækre og dadlerne gør dem saftige og søde. Kuglerne er også rigtig nemme at lave, så efter ca. 10 min har man allerede en lille lækker bid til sin kaffe.
Velbekomme : ) 



torsdag den 22. november 2012

Mini Mazariner




Her den anden dag kom jeg i tanke om, at jeg havde en glemt luksus ingrediens liggende, nemlig en hel rulle marcipan : D
Så jeg gik i tankeboksen for at finde på noget lækkert at lave. Det blev så til små mazarintærter, for så kunne jeg nemlig også prøve mine små fine forme, som jeg fandt i en genbrugsbutik til sølle 10 kr ; )
Jeg bruger ikke alt marcipanen i opskriften. Tænker nemlig at den lille rest skal bruges en anden dag til bagte æbler med marcipan, som også smager fantatisk..  



Ingredienser
Bund:

  • 220 g mel
  • 1 lille æg
  • 120 g smør
  • Lidt koldt vand 

Fyld:
  • 260 g marcipan
  • 160 g sukker
  • 3 små æg
  • ca. 100 g smør
  • 2 tsk. vaniljesukker

Pynt:
  • Hakkede mandler eller andre nødder
  • Man kan evt. putte lidt smeltet chokolade eller nutella på toppen. 

Fremgangsmåden
Jeg startede med at lave dejen til bundene. Her skar jeg små stykker af det kolde smør ud i melet og æltede det med hænderne. Jeg bruger ikke min kitchen aid, da en tærtedej ikke må blive rørt for meget. Så hældes æg og lidt vand i og dejen æltes sammen til en ensartet klump, som så lægges på køl i ca. 30 min. 

Imens laves fyldet. Her skal min kitchen aid ikke snydes og jeg bruger piskeriset til den. Jeg river marcipanen og putter det op i skålen, hvor jeg tilsætter et æg. Efter lidt tid, tilsætter jeg et til og lidt efter igen det sidste æg. Nu tilsættes smør, som igen er skåret ud i små stykker og vaniljesukkeret tilsættes også. Massen piskes godt igennem. 

Når dejen er kølet ned, skal den rulles ud på bordet. Her brugte jeg lidt mel, så den var lettere at arbejde med og ikke hang fast. Jeg bruger dernæst et glas til at stikke cirkler ud med. Glasset skal være lidt større i omkreds end formenes.
Når formene er belagt med dej, lægges fyldet i og de drysses til sidst med hakkede mandler. 
Bages ved 175 grader i 30-35 min. 

Jeg har aldrig bagt mazariner før, men synes at resultatet blev ret godt. Bunden smagte ikke rigtig af noget, så en anden gang ville jeg tilsætte lidt flormelis eller lidt salt. Det er smag og behag og op til en selv, om det ville blive for sødt eller for salt. 




Velbekomme : D 


lørdag den 10. november 2012

Banankage




Ingredienser: 

  • 100 g smør der skal smeltes. 
  • 3 bananer
  • 40 g mandler
  • 30 g. hasselnødder
  • 100 g hvedemel
  • 25 g grahamsmel 
  • 170 g sukker
  • 1 tsk. bagepulver
  • lidt vaniljesukker
  • chokolade til midterlaget 

Fremgangsmåde:
Nødderne skal hakkes og bananerne moses, og så er de klar til at blive blandet i dejen til sidst.
De våde ingredienser og de tørre blandes blandes hver for sig og blandes til sidst sammen. Nu skal bananerne og nødderne røres i.
Dejen fældes i en smurt springform og bages i ca. 30 min ved 175 grader.

Når kagen er bagt, tages ringen omkring kagen af og kagen skæres i to halve. Jeg hakkede noget chokolade i små stykker og lagde det oven på den ene halvdel af den varme kage så chokoladen smeltede. Så lagde jeg den ene halve kage ovenpå den anden halve med chokoladen på. Når kagen er kølet af, er der en fin chokoladestribe i midten af kagen. 







tirsdag den 6. november 2012

Gulerodsbrud


Så er jeg kommet til Fyn igen, og vil forkæle min familie med nybagte gulerodsbrud. Jeg har bagt brudene mange gange før, for de smager simpelhen så godt - sådan lidt svampede og søde.
Man kan udskifte gulerødderne og solsikkekerne med andre ingredienser. Har også bagt dem med nødder og rosiner, og de blev også ret gode. Hvis man synes at brudene hælder lidt mod den usunde side - da der både er smør og sukker i, kan man spare at smørre dem med smør, da de sagtens kan spises, som de er ; ) 



Min opskrift er til ca. 15 brud.

  • 50 g. gær
  • 5 dl. lunkent vand
  • 200 g. grahamsmel
  • ca. 700 g, hvedemel
  • 70 g. sukker
  • 15 g. salt
  • 70 g smør
  • 2 æg
  • 150 g. solsikkekerner
  • 4 gulerødder 

Fremgangsmåde:
Jeg bruger min kitchenaid og propper bare hele molevitten i den. Starter dog først med lige at opløse gæren i vandet, før jeg propper mel, sukker og salt i. Når det er blandet sammen, tilsættes stuetempereret smør i små klumper. Lad maskinen ælte i ca. 6-8 min. Dejen skal nu hæve i 1 time. 
Når dejen er færdighævet, lægges den ud på et rent bord. Der laves en fordybning i dejen, hvor æggene, kernerne og revne gulerødder lægges i. Nu foldes dejen over de sidstnævnte ingredienser. 







Nu skal der hakkes i dejen med en plastiskskraber, som de bruger ved bageren. Når man ikke har taget sin egen med til fyn og ens mor ikke har en i skuffen, så kan man sagtens bruge en paletkniv. 
Man hakker godt i dejen og hakker så små boller ud, ligesom en hakkebøf. Brudene løftes over på en bageplade og bages i ca. 15 min i en 220 grader varm ovn. Brudene skal afkøles på en rist.






onsdag den 17. oktober 2012

Valnøddebrød





I dag har jeg bagt et lækkert valnøddebrød. Oftest bager jeg brød der langtidshæver natten over, men dette er bagt på ca. 2,5 time i alt og resultatet er faktisk blevet overraskende godt.

Ingredienser:
 (Jeg har bagt lidt på slump, så har skrevet ca. ved alle ingredienserne. Ved melet må i selv føle jer frem til hvor meget i skal bruge) 


  • ca. 3 dl lunkent vand
  • ca. 40 g. gær
  • ca. 2 spsk. honning
  • ca. 1 spsk. salt
  • ca. 1,75 dl. kærnemælk
  • ca. 90-100 g. valnødder ( ristes lidt på panden) 
  • grahamsmel og hvedemel
Fremgangsmåde:
Rør gæren ud i vandet og bland derefter honning, salt og kærnemælk i og rør rundt indtil alt er opløst.
Tilsæt ristede valnødder og kom så melet i.
Jeg æltede dejen i ca. 10 min på min dejlige røremaskine og dernæst lod jeg dejen hvile i en times tid foran brændeovnen.
Efter hævningen tog jeg dejen ud på et meldrysset bord og trak dejen ind over hinanden nogle gange. Derefter lagde jeg den over på en bageplade med bagepapir, og lod den hæve ca. 25 min.
Så snittede jeg lidt i overfladen af dejen og stillede den ind i ovnen, der stod på 180 grader varmluft. Brødet fik ca. 35 min, men da ovne kan være meget forskellige, skal man lige holde øje med hvornår det er færdigt og føles hult, når man banker i bunden af det.
Til sidst stilles det til afkøling på en rist.

Så har man et dejligt brød til eftermiddagskaffen : ) Velbekomme. 








tirsdag den 16. oktober 2012

Flødekarameller med mandelstykker




I dag gav jeg mig selv den udfordring, at jeg skulle lave karameller for første gang.
Det blev dog en større udfordring end ventet, da det startede med at min vægt var løbet tør for strøm og så viste det sig at mit stegetermometer var meget upræcist. Det med termometeret havde jeg dog tænkt på kunne ske, da det bare er et gammelt almindeligt stegetermometer og ikke et sukkertermometer jeg har, men jeg tog chancen. Temperaturen er altafgørende for hvor bløde eller hårde karamellerne bliver. Mine karameller endte med at blive lidt for bløde, men så må man være kreativ, så derfor smeltede jeg noget chokolade, og så havde jeg pludselig lavet nogle lækre fyldte chokolader ; ) Karamelsmagen blev rigtig god, og det var ret lækkert med mandler i.
Næste gang jeg laver karameller, vil jeg investere i et rigtig sukkertermometer, så jeg kan få styr på temperaturen i sukkermassen.

Her får I opskriften og så håber jeg, at I har bedre held med at få jeres karameller til at blive lidt mere hårde.

Ingredienser: 

  • 1 dl vand
  • 250 g. sukker
  • 2,5 dl. fløde
  • 250 g. sirup
  • 30 g. kakao
  • 25 g smør
  • 5-6 g. salt


Fremgangsmåde:


Lav sukkermassen i en almindelig størrelse gryde, da sukkermassen bobler ret meget op.
Vand, sukker og salt koges sammen. Så tilsættes kakaopulveret og der røres rundt indtil massen er homogen.
Nu tilsættes fløde, sirup og smørret og massen skal varmes op til 120-125 grader. Man skal huske at røre rundt i gryden hele tiden, så det ikke brænder på. Og pas på da sukker bliver meget varmt!
Når temperaturen er nået, hældes massen ud på en bageplade der er dækket med bagepapir. Nu hælder jeg mine hakkede mandler i den flydende masse og rører det stille og roligt rundt.
Nu skal man vente indtil massen er kølet lidt af, og man kan røre ved den uden at brænde sig. Når den er det, kan man klippe karamellen ud i små stykker.
 Når de er helt kolde, kan man pakke dem ind i små stykker cellufan og måske bruge dem som en lille værtindegave : ) 





mandag den 8. oktober 2012

Hindbærsnitter



Ved ikke hvordan min kæreste og jeg kom til at snakke om hindbærsnitter, men det gjorde, at jeg fik sådan en lyst til at gå i gang med at bage.

Man starter med sin dej:
  • 1/2 vaniljestang. (brugte dog vaniljesukker, da jeg ikke lige havde en vaniljestang liggende)
  • 70 flormelis
  • 150 smør, stuetempereret
  • 250 g. hvedemel. ( jeg puttede en lille smule fuldkornshvede i også) 
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1/5 dl. vand. 
Ingredienserne æltes sammen til en glat dej. Derefter stilles den på køl i en halv times tid.
Når dejen er kølet ned, skal den rulles ud. Brug godt med mel på bordet, så dejen ikke hænger fast, og kan rykkes rundt på bordet.
Den udrullede dej skal op på bagepapir, hvor man skærer siderne lige, så man har en stor firkant. Så skal man skære nogle lige store strimler. Jeg skar 4 strimler, da jeg synes at hindbærsnitterne blev lidt for store, hvis jeg skar 2 strimler på den anden led. 


Nu skal de i ovnen 10-12 min i 200 grader. Strimlerne må ikke få for meget, og de skal ikke være alt for brune. ( Jeg kom dog selv til at bage dem i 1-2 min for meget, men det gik) 




Nu skal strimlerne afkøles og derefter skal de sammenlægges med hindbærmarmelade i mellem. Jeg brugte bare en god købt hindbærmarmelade, men hvis man har tid og lyst, kan man lave sin egen hjemmelavet marmelade og bruge den i stedet. 
Til sidst blandes ca. 200 g. flormelis med en anelse vand. Jeg varmede det en smule i en gryde.
Glasuren stryges udover strimlerne og pyntes straks med pynt. Jeg havde nogle små fine sukkerhjerter fra Tiger.

Når glasuren har sat sig, skal de skæres.
De skal skæres ud med en meget skarp kniv, og for at få et fint snit, kan man dyppe kniven i varm vand og lige tørre den af inden at man skærer.  

Resultatet blev som forventet, og lysten til hindbærsnitter blev dækket. De faldt også i god jord hos min kæreste, der har godkendt dem.  ; )