søndag den 23. december 2012

Æbleskiver




Ingen jul uden æbleskiver!
Så er det jul og jeg er taget hjem til Fyn og familien. Kom i tanke om, at jeg ikke havde fået æbleskiver en eneste gang denne december, så jeg ville glæde min mor og far ved at lave nogle hjemmebagte. 

Der blev ca. 12 stk ud af opskriften, som passede fint til 3 personer.


Ingredienser: 

  • 125 g mel
  • 3 æg ( deles i hvider og blommer)
  • 80 g mælk
  • 40 g fløde
  • 50 g smeltet smør
  • 35 g sukker
  • 2 g salt
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. kardemomme 
  • skal fra en øko citron. 
  • Evt. æbler, hvis man vil have et lille stykke æble indeni sin æbleskive. Jeg bagte dog uden æbler denne gang. 

Fremgangsmåde:
Smelt smør først, så det kan stå og køle af. Pisk æggehviderne stive sammen med saltet, og sæt det på køl.
Nu piskes blommer, fløde, sukker, kardemomme, og citronskal sammen. Mel og bagepulver blandes for sig, og piskes så i dejen. Nu skal mælk tilsættes og til sidst det smeltede afkølede smør. 
Hviderne vendes nu forsigtigt sammen med dejen, og den samlede masse stilles på køl i en times tid.


Find æbleskivepanden frem og put lidt smør i alle hullerne. Varm panden op og fyld så dejen i. Jeg gemte lidt af dejen og fyldte i en sprøjtepose.
Når æbleskiverne er klar til at blive vendt, vender jeg dem kun halvt, og så tager jeg min sprøjtepose og fylder lidt ekstra dej ind i midten, inden jeg vender æbleskiven helt rundt. Dette gør, at man får en helt rund æbleskive, som virkelig er fin. 


Æbleskiverne blev virkelig gode og jeg bliver overrasket hvert år over hvor nemme de er at lave. Jeg er rigtig glad for, at jeg nåede at bage dem, for det hører bare julen til, at man skal have æbleskiver. 







lørdag den 8. december 2012

Cookies



Opskriften på disse cookies er fra Claus Meyers nye chokoladebog. Jeg kom i tanke om, at jeg gerne ville lave en lille værtindegave til en fra mit studie og tiden var knap. Så jeg fandt denne opskrift på politiken.dk, og jeg havde allerede alle ingredienser, så det var bare med at komme igang. 

Ingredienser:
  • 200g mørk chokolade
  • 100g hasselnødder
  • 125g smør
  • 200g brun farin  
  • 1 æg
  • 1/2 tsk natron
  • 1/2 tsk salt
  • 250 g hvedemel
  • lidt vanilje (havde kun lidt vaniljesukker)  
Fremgangsmåde:
Nødderne ristes på en pande, og chokoladen hakkes groft. 
Smør og brun farin røres rundt, og her brugte jeg min kitchen aid. Da det var blevet rørt lidt rundt, tilsatte jeg ægget. 
De tørre ingredienser blandes for sig og røres i den våde masse. Nødderne og chokoladen tilsættes også nu, og så skal man passe på med ikke at røre for meget, så nødderne går i stykker. 
De bages i en varmluftovn ved 190 grader i ca. 10 min. 

Hvis man ikke er vant til at bage småkager, skal man vide, at det er vigtigt, at de ikke bliver bagt for meget. -Især ikke når det er cookies, da de godt må være lidt bløde og seje indeni.
 Det er meningen, at kagerne er bløde når man tager dem ud af ovnen, men så bliver de dejlig sprøde, når de er afkølet. 

Da kagerne var afkølet, puttede jeg nogle stykker i et gammelt syltetøjsglas og bandt en rød sløjfe omkring. På den måde havde jeg en lille hyggelig værtindegave til om aftenen. : ) 

Konklusion:
Kagerne var virkelig nemme at lave, og det tog ingen tid før jeg kunne nyde den første. De smager ret godt, men jeg havde alligevel forventet lidt mere af dem. Måske har jeg bare for høje forventninger til Claus Meyers opskrifter ; ). Men hvis man hurtigt skal have lidt sødt til kaffen, eller hurtigt skal lave en lille værtindegave, som i mit tilfælde,så er det en god idé med cookies. Ingredienserne er simple og nogle man tit kan finde i sine køkkenskabe, så man ikke behøver gå ned og handle ind. 

tirsdag den 4. december 2012

Yndlings Mysli



Min morgenmad består ofte af A38 med mysli. Jeg bliver bare så tit skuffet over de typer af mysli, man kan købe. Jeg har dog en yndlings fra urtekram med dadler, men synes den er lidt dyr. Derfor tænkte jeg, at jeg ville lave min egen version, så der er alt det i jeg elsker og så den ikke kun indeholder 3 nødder i alt.
Da jeg lavede julekugler med dadler i går, havde jeg nogle stykker i overskud, så de kan jo puttes i min mysli for at give lidt sødme. 


Jeg puttede bare en lidt tilfældig mængde af ingredienser i, så i får kun at vide hvilke ingredienser jeg har brugt og ikke mængdemål. 

Ingredienser: 

  • dadler
  • hasselnødder
  • mandler
  • speltflakes
  • havregryn
  • kokos
  • lidt rosiner 
  • lidt forskellige kerner. 


Fremgangsmåde. 
Jeg hakkede dadlerne sammen med lidt nødder ( så det kunne køre rundt) i en minihakker. Resten af nødderne ristede jeg lidt på en pande, og ristede også havregrynene lidt. Ellers er det bare at blande alle ingredienser sammen. Det er kun fantasien der sætter grænser, så bare i med dine yndlingsingredienser. Da min mysli både indeholder dadler, rosiner og en stor mængder nødder, er det ikke en mysli, man skal spise i store mængder.
- Hellere lidt men godt ; ) 





Lækre julekugler med dadler





Så er det blevet December og det er lig med hygge inde i varmen med julens mange lækkerier. Dette betyder også, at man måske hurtigt kan få spist en masse lidt for usunde ting. Derfor  har lavet nogle lækre lidt sundere julekugler, som ikke indeholder smør, men som dog indeholder noget sukker i form af dadlerne og en smule rørsukker. Dette gør, at man kan hygge med noget lidt mindre syndigt end klejner og æbleskiver og hvad julen ellers byder på af lækre sager.   

Ingredienser: 
  • 160 g dadler
  • 35 g hasselnødder
  • 20 g mandler
  • 4 spsk finvalset havregryn
  • 1 tsk rørsukker
  • 5 tsk kakao
  • saft fra en appelsin  
  • Lidt espressokaffe ( alt efter om man kan lide kaffesmagen)
  • kokos til at rulle i. 

Fremgangsmåde
Blend/hak nøderne med dadlerne. Jeg brugte en minihakker og den kunne godt klare arbejdet. Det er forskelligt hvor fedtede ens dadler er, så maskinen kan godt komme på overarbejde hvis det er for fedtet. Hvis det sker, må man mase dadlerne i en skål. Dadel/nødde-masse hældes op i en skål hvor resten af ingredienserne blandes i. Massen skal være sådan, så man kan trille kugler af den. Man kan justere fugtigheden i massen ved at hælde mere appelsinsaft eller espresso i. Kuglerne rulles i kokos, og de færdige kugler sættes på køl, for så bliver de rigtig gode når de er lidt kolde.  






Kuglerne er virkelig lækre og dadlerne gør dem saftige og søde. Kuglerne er også rigtig nemme at lave, så efter ca. 10 min har man allerede en lille lækker bid til sin kaffe.
Velbekomme : ) 



torsdag den 22. november 2012

Mini Mazariner




Her den anden dag kom jeg i tanke om, at jeg havde en glemt luksus ingrediens liggende, nemlig en hel rulle marcipan : D
Så jeg gik i tankeboksen for at finde på noget lækkert at lave. Det blev så til små mazarintærter, for så kunne jeg nemlig også prøve mine små fine forme, som jeg fandt i en genbrugsbutik til sølle 10 kr ; )
Jeg bruger ikke alt marcipanen i opskriften. Tænker nemlig at den lille rest skal bruges en anden dag til bagte æbler med marcipan, som også smager fantatisk..  



Ingredienser
Bund:

  • 220 g mel
  • 1 lille æg
  • 120 g smør
  • Lidt koldt vand 

Fyld:
  • 260 g marcipan
  • 160 g sukker
  • 3 små æg
  • ca. 100 g smør
  • 2 tsk. vaniljesukker

Pynt:
  • Hakkede mandler eller andre nødder
  • Man kan evt. putte lidt smeltet chokolade eller nutella på toppen. 

Fremgangsmåden
Jeg startede med at lave dejen til bundene. Her skar jeg små stykker af det kolde smør ud i melet og æltede det med hænderne. Jeg bruger ikke min kitchen aid, da en tærtedej ikke må blive rørt for meget. Så hældes æg og lidt vand i og dejen æltes sammen til en ensartet klump, som så lægges på køl i ca. 30 min. 

Imens laves fyldet. Her skal min kitchen aid ikke snydes og jeg bruger piskeriset til den. Jeg river marcipanen og putter det op i skålen, hvor jeg tilsætter et æg. Efter lidt tid, tilsætter jeg et til og lidt efter igen det sidste æg. Nu tilsættes smør, som igen er skåret ud i små stykker og vaniljesukkeret tilsættes også. Massen piskes godt igennem. 

Når dejen er kølet ned, skal den rulles ud på bordet. Her brugte jeg lidt mel, så den var lettere at arbejde med og ikke hang fast. Jeg bruger dernæst et glas til at stikke cirkler ud med. Glasset skal være lidt større i omkreds end formenes.
Når formene er belagt med dej, lægges fyldet i og de drysses til sidst med hakkede mandler. 
Bages ved 175 grader i 30-35 min. 

Jeg har aldrig bagt mazariner før, men synes at resultatet blev ret godt. Bunden smagte ikke rigtig af noget, så en anden gang ville jeg tilsætte lidt flormelis eller lidt salt. Det er smag og behag og op til en selv, om det ville blive for sødt eller for salt. 




Velbekomme : D 


lørdag den 10. november 2012

Banankage




Ingredienser: 

  • 100 g smør der skal smeltes. 
  • 3 bananer
  • 40 g mandler
  • 30 g. hasselnødder
  • 100 g hvedemel
  • 25 g grahamsmel 
  • 170 g sukker
  • 1 tsk. bagepulver
  • lidt vaniljesukker
  • chokolade til midterlaget 

Fremgangsmåde:
Nødderne skal hakkes og bananerne moses, og så er de klar til at blive blandet i dejen til sidst.
De våde ingredienser og de tørre blandes blandes hver for sig og blandes til sidst sammen. Nu skal bananerne og nødderne røres i.
Dejen fældes i en smurt springform og bages i ca. 30 min ved 175 grader.

Når kagen er bagt, tages ringen omkring kagen af og kagen skæres i to halve. Jeg hakkede noget chokolade i små stykker og lagde det oven på den ene halvdel af den varme kage så chokoladen smeltede. Så lagde jeg den ene halve kage ovenpå den anden halve med chokoladen på. Når kagen er kølet af, er der en fin chokoladestribe i midten af kagen. 







tirsdag den 6. november 2012

Gulerodsbrud


Så er jeg kommet til Fyn igen, og vil forkæle min familie med nybagte gulerodsbrud. Jeg har bagt brudene mange gange før, for de smager simpelhen så godt - sådan lidt svampede og søde.
Man kan udskifte gulerødderne og solsikkekerne med andre ingredienser. Har også bagt dem med nødder og rosiner, og de blev også ret gode. Hvis man synes at brudene hælder lidt mod den usunde side - da der både er smør og sukker i, kan man spare at smørre dem med smør, da de sagtens kan spises, som de er ; ) 



Min opskrift er til ca. 15 brud.

  • 50 g. gær
  • 5 dl. lunkent vand
  • 200 g. grahamsmel
  • ca. 700 g, hvedemel
  • 70 g. sukker
  • 15 g. salt
  • 70 g smør
  • 2 æg
  • 150 g. solsikkekerner
  • 4 gulerødder 

Fremgangsmåde:
Jeg bruger min kitchenaid og propper bare hele molevitten i den. Starter dog først med lige at opløse gæren i vandet, før jeg propper mel, sukker og salt i. Når det er blandet sammen, tilsættes stuetempereret smør i små klumper. Lad maskinen ælte i ca. 6-8 min. Dejen skal nu hæve i 1 time. 
Når dejen er færdighævet, lægges den ud på et rent bord. Der laves en fordybning i dejen, hvor æggene, kernerne og revne gulerødder lægges i. Nu foldes dejen over de sidstnævnte ingredienser. 







Nu skal der hakkes i dejen med en plastiskskraber, som de bruger ved bageren. Når man ikke har taget sin egen med til fyn og ens mor ikke har en i skuffen, så kan man sagtens bruge en paletkniv. 
Man hakker godt i dejen og hakker så små boller ud, ligesom en hakkebøf. Brudene løftes over på en bageplade og bages i ca. 15 min i en 220 grader varm ovn. Brudene skal afkøles på en rist.






onsdag den 17. oktober 2012

Valnøddebrød





I dag har jeg bagt et lækkert valnøddebrød. Oftest bager jeg brød der langtidshæver natten over, men dette er bagt på ca. 2,5 time i alt og resultatet er faktisk blevet overraskende godt.

Ingredienser:
 (Jeg har bagt lidt på slump, så har skrevet ca. ved alle ingredienserne. Ved melet må i selv føle jer frem til hvor meget i skal bruge) 


  • ca. 3 dl lunkent vand
  • ca. 40 g. gær
  • ca. 2 spsk. honning
  • ca. 1 spsk. salt
  • ca. 1,75 dl. kærnemælk
  • ca. 90-100 g. valnødder ( ristes lidt på panden) 
  • grahamsmel og hvedemel
Fremgangsmåde:
Rør gæren ud i vandet og bland derefter honning, salt og kærnemælk i og rør rundt indtil alt er opløst.
Tilsæt ristede valnødder og kom så melet i.
Jeg æltede dejen i ca. 10 min på min dejlige røremaskine og dernæst lod jeg dejen hvile i en times tid foran brændeovnen.
Efter hævningen tog jeg dejen ud på et meldrysset bord og trak dejen ind over hinanden nogle gange. Derefter lagde jeg den over på en bageplade med bagepapir, og lod den hæve ca. 25 min.
Så snittede jeg lidt i overfladen af dejen og stillede den ind i ovnen, der stod på 180 grader varmluft. Brødet fik ca. 35 min, men da ovne kan være meget forskellige, skal man lige holde øje med hvornår det er færdigt og føles hult, når man banker i bunden af det.
Til sidst stilles det til afkøling på en rist.

Så har man et dejligt brød til eftermiddagskaffen : ) Velbekomme. 








tirsdag den 16. oktober 2012

Flødekarameller med mandelstykker




I dag gav jeg mig selv den udfordring, at jeg skulle lave karameller for første gang.
Det blev dog en større udfordring end ventet, da det startede med at min vægt var løbet tør for strøm og så viste det sig at mit stegetermometer var meget upræcist. Det med termometeret havde jeg dog tænkt på kunne ske, da det bare er et gammelt almindeligt stegetermometer og ikke et sukkertermometer jeg har, men jeg tog chancen. Temperaturen er altafgørende for hvor bløde eller hårde karamellerne bliver. Mine karameller endte med at blive lidt for bløde, men så må man være kreativ, så derfor smeltede jeg noget chokolade, og så havde jeg pludselig lavet nogle lækre fyldte chokolader ; ) Karamelsmagen blev rigtig god, og det var ret lækkert med mandler i.
Næste gang jeg laver karameller, vil jeg investere i et rigtig sukkertermometer, så jeg kan få styr på temperaturen i sukkermassen.

Her får I opskriften og så håber jeg, at I har bedre held med at få jeres karameller til at blive lidt mere hårde.

Ingredienser: 

  • 1 dl vand
  • 250 g. sukker
  • 2,5 dl. fløde
  • 250 g. sirup
  • 30 g. kakao
  • 25 g smør
  • 5-6 g. salt


Fremgangsmåde:


Lav sukkermassen i en almindelig størrelse gryde, da sukkermassen bobler ret meget op.
Vand, sukker og salt koges sammen. Så tilsættes kakaopulveret og der røres rundt indtil massen er homogen.
Nu tilsættes fløde, sirup og smørret og massen skal varmes op til 120-125 grader. Man skal huske at røre rundt i gryden hele tiden, så det ikke brænder på. Og pas på da sukker bliver meget varmt!
Når temperaturen er nået, hældes massen ud på en bageplade der er dækket med bagepapir. Nu hælder jeg mine hakkede mandler i den flydende masse og rører det stille og roligt rundt.
Nu skal man vente indtil massen er kølet lidt af, og man kan røre ved den uden at brænde sig. Når den er det, kan man klippe karamellen ud i små stykker.
 Når de er helt kolde, kan man pakke dem ind i små stykker cellufan og måske bruge dem som en lille værtindegave : ) 





mandag den 8. oktober 2012

Hindbærsnitter



Ved ikke hvordan min kæreste og jeg kom til at snakke om hindbærsnitter, men det gjorde, at jeg fik sådan en lyst til at gå i gang med at bage.

Man starter med sin dej:
  • 1/2 vaniljestang. (brugte dog vaniljesukker, da jeg ikke lige havde en vaniljestang liggende)
  • 70 flormelis
  • 150 smør, stuetempereret
  • 250 g. hvedemel. ( jeg puttede en lille smule fuldkornshvede i også) 
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1/5 dl. vand. 
Ingredienserne æltes sammen til en glat dej. Derefter stilles den på køl i en halv times tid.
Når dejen er kølet ned, skal den rulles ud. Brug godt med mel på bordet, så dejen ikke hænger fast, og kan rykkes rundt på bordet.
Den udrullede dej skal op på bagepapir, hvor man skærer siderne lige, så man har en stor firkant. Så skal man skære nogle lige store strimler. Jeg skar 4 strimler, da jeg synes at hindbærsnitterne blev lidt for store, hvis jeg skar 2 strimler på den anden led. 


Nu skal de i ovnen 10-12 min i 200 grader. Strimlerne må ikke få for meget, og de skal ikke være alt for brune. ( Jeg kom dog selv til at bage dem i 1-2 min for meget, men det gik) 




Nu skal strimlerne afkøles og derefter skal de sammenlægges med hindbærmarmelade i mellem. Jeg brugte bare en god købt hindbærmarmelade, men hvis man har tid og lyst, kan man lave sin egen hjemmelavet marmelade og bruge den i stedet. 
Til sidst blandes ca. 200 g. flormelis med en anelse vand. Jeg varmede det en smule i en gryde.
Glasuren stryges udover strimlerne og pyntes straks med pynt. Jeg havde nogle små fine sukkerhjerter fra Tiger.

Når glasuren har sat sig, skal de skæres.
De skal skæres ud med en meget skarp kniv, og for at få et fint snit, kan man dyppe kniven i varm vand og lige tørre den af inden at man skærer.  

Resultatet blev som forventet, og lysten til hindbærsnitter blev dækket. De faldt også i god jord hos min kæreste, der har godkendt dem.  ; )  






torsdag den 13. september 2012

Saftige Æblemuffins




Æblesæson!! jubii : D
Elsker når æbletræet bugner med min yndlingsfrugt.
Man kan bruge æbler til mange ting i køkkenet, men denne gang har jeg valgt at bage æblemuffins. 

Opskriften: 
0,5 dl. Olie
0,75 dl. A38
140 g sukker
75 g brun farin
50 g mandler eller andre nødder
100 g hvedemel 
50 g havregryn
ca. 50 g. speltkerner der blødes op i lidt kogende vand (giver lidt bid i kagen)
1 tsk kanel
2 tsk bagepulver
0,5 tsk salt
2 æg
400 g skrællede æbler. De fleste af dem skæres i små tern, men jeg gemte et par stykker, som jeg skar i både og lagde på toppen af mine muffins. Jeg dryssede dem også lige med lidt sukker til sidst. 

Fremgangsmåden:
Bland olie, A38, sukker, farin for sig. 
Bland de tørre ting sammen.
Bland æg og de tørre ingredienser sammen med den første blanding. 
Vand til sidst æblerne, og læg bådene på toppen. 

Bag ved 180 grader i ca. 30 min.  

Velbekomme : )







fredag den 27. juli 2012

Verdens bedste brød



Her er opskriften på verdens bedste brød, som også er verdens nemmeste brød at bage.
Uden at ælte eller forme kan man få et virkelig lækkert og luftigt brød med en god sprød skorpe. Hemmeligheden bag opskriften er en stegeso eller en gryde med låg der kan gå i ovnen. Når man bager på denne måde, lukker man dampen inde, og det giver brødet noget helt specielt.

Her er opskriften: 



Dag 1

ingredienser 
  • 625 g mel
  • 5 dl. vand
  • 2 tsk salt
  • gær på størrelse med en ært 
Melettypen bestemmer du selv alt efter hvad du har liggende. Jeg plejer at bruge ca. 2/3 hvede og 1/3 groft mel. Man kan også tilsætte kerner eller hvad man har lyst til for at variere. 

Gær og vand blandes først, og derefter tilsættes salt og mel. Her er det nemt, for man skal kun lige blande det sammen, så alt melet er fugtigt. Så det tager ca. 2 min i alt, så har man en dej. Den skal så dækkes til med film og stå til dagen efter. Den kan sagtens stå ved stuetemperatur men den kan også stå i køleskabet. Jeg plejer at stille min på køkkenbordet, så ved ikke hvilken metode der giver det bedste resultat ( mindst 12 timers hævning)   


Dag 2
Hæld dejen ud på et meldrysset bord. Nu skal man trække dejen ind over hinanden. Først den ene siden og så den anden. Dejen er lidt våd, så det skal gå lidt hurtigt, så ens fingre ikke hænger fast i dejen. Nu skal dejen lægges op i et smurt fad, og dækkes til med film. Dejen skal nu hæve i 2 timer på køkkenbordet. 


Hvis man bruger en römertorf som jeg gør, så skal man huske at den skal stå i blød i vand ca. 10 min. Derefter tændes ovnen på 250 grader, og stegesoen stilles ind. Det er rigtig vigtigt at stegesoen er varm nok, så når ovnen viser at den er 250 grader, så skal man lige lægge 15-30 min oveni så man er sikker på at stegesoen er varm. Det er vigtigt at stegesoen er varm nok, for ellers hænger dejen fast og man vil ikke kunne få den ud når brødet er bagt. 

Når stegesoen er varm nok, tages den ud og låget tages af. Nu hældes dejen forsigtigt over i stegesoen og låges lægges på. Nu skal den hurtigt ind i ovnen igen. 

Den skal nu bage 30 min. Dernæst tages låget af soen, og brødet skal nu bages uden lag i 15 min ved 230 grader. 





Når brødet er færdigbagt, tager man brødet ud af soen med det samme og stilles på en rist. Brødet skal helst stå lidt inden at man skærer i det. - Hvis man kan vente ; ) 








mandag den 4. juni 2012

Små stenalderboller



Jeg faldt over opskriften på politikkens hjemmeside, og måtte bare prøve at bage restaurant Kong Hans Kælders stenalderbrød. Brødet består af kerner og nødder og intet mel!
Opskriften er utrolig nem, og da de ikke skal hæve, går der ikke lang tid før, at de står i ovnen og bager.
Jeg har bagt stenalderbrødet i små silikonemuffinsforme. Størrelsen synes jeg var rigtig god, da man ikke kan spise store mængder af disse lækre boller, som er fyldt med mange, men gode, fedtstoffer.
Jeg er yderst tilfreds med resultatet, og de er vildt lækre at have med i skole som et mellemmåltid. 



Her får i opskriften: (Jeg lavede halv portion af denne, og der blev ca. til 10 små stenaldermuffins. 


100g. græskarkerner
100 g solsikkekerner
100 g. Mandler
100 g. valnødder
100 g. Sesamfrø
100g. hørfrø
5 æg
1 dl. Olie
2 tsk. Salt


- Det hele blandes sammen og puttes i forme. 
- Bages i ca. 1 time ved 160 grader.










fredag den 11. maj 2012

Fynsk rabarberkage med crumble




Så er jeg endnu en gang hjemme og besøge mine forældre i det sydfynske. Da den står på familiehygge, hører der sig en god kage til. Jeg opdagede ret hurtigt de store flotte rabarber i haven, og så var det oplagt at kreere en kage med rabarber. 
Her får i min opskrift : ) 



Kagen består af 3 dele:

Rabarberfyld, kagedej og crumble. 

Rabarberfyldet:
ca. 450 g rabarber 
1 æble
90 g sukker
Vanilje
1 dl. vand 
- Blandede det hele sammen i en gryde lod det simre lidt. Efter et stykke tid fiskede jeg rabarberstykkerne op af gryden. Væsken der var tilbage i gryden kogte jeg ind, så det var en tyk masse. Denne bladede jeg igen sammen med rabarberstykkerne samt æblestykker. 

Kagedej:
130g. blødt smør
130g sukker
2 æg
130 g mel
- Smør og sukker piskes godt sammen, så det bliver en luftig creme. Dernæst kom jeg æggene i, og tilsidst melet. 

Crumble:
70g. mel
70g sukker
70g koldt smør
Hakkede mandler ( så mange som man nu ønsker) 
- Bland mel, sukker og smør sammen, og rør det rundt i røremaskinen med piskeriset, indtil at det har samlet sig til små kugler. Drys nødderne i. 

Til sidst samles kagen:
  • Kagedejen hældes ud i en form. (brugte et lille rundt ildfast fad)
  • Rabarber/æble blandingen smørres på.
  • Crumble hældes på toppen, så den dækker rabarberne. 
  • Bag ved 180 grader i ca. 55 min. 
  • Kan serveres med cremefraiche der evt. kan blandes med lidt vaniljesukker. 






Kagen blev rost til skyerne. Jeg synes dog selv at kagen virkede lidt for fed i smagen. Tror det var min crumple der ikke blev helt som forventet. Men alt i alt blev det en god kage.  
Så er der ikke andet at sige end velbekomme : )